Fattigt på historiske katastrofer var dette århundrede i sandhed ikke: to verdenskrige, Auschwitz, Nagasaki, så Harrisburg og Bhopal, og sidst Tjernobyl (...) Hidtil har al lidelse, nød og overgreb, som mennesker har begået over for andre mennesker, kun ramt personer i kategorien “de andre” – jøder, sorte, kvinder, asylanter, dissidenter, kommunister osv. På den ene side var der hegn, lejre, bydele, militærblokke, og på den anden side ens egne fire vægge – reale og symbolske grænser, bag hvilke de tilsyneladende ikke-berørte kunne trække sig tilbage. Alt dette findes stadigvæk, og siden Tjernobyl alligevel ikke. Med den atomare smitte er det blevet muligt at erfare ophøret af “de andre”, ophøret af alle vores raffinerede distanceringsmuligheder. Nød kan man ignorere, men ikke atomalderens trusler. For Beck er dette det moderne (verdens)samfunds centrale tema, og alle andre sociologiske emner må finde sig i at stå i skyggen heraf. Der er tale om farer, som ikke gør forskel mellem rig og fattig, optimist og pessimist. Ironisk nok er de på en måde demokratiske, og et risikosamfund kan derfor med passende alvor betegnes som et samfund, der er i stand til at ødelægge alt liv på jorden. Der er ikke kun tale om en civilisation, der trues, sådan som civilisationer tidligere i historien er opstået og forsvundet igen, men om en civilisation, som truer muligheden for fremtidige civilisationer overhovedet. Et sådant samfund producerer varer og sociale relationer, men producerer også konstant risiko, og det præger det. Det moderne globale samfund, risikosamfundet, omfatter hele menneskeheden og gør selv store nationalstater til subsystemer. Der er ifølge Beck tale om en “civilisatorisk vulkan” (tænk bare på aids, ozonlag, forurening, terrorisme, trafik, genteknologi foruden atomtruslen). Det er emnet for hans bog. Ulrich Beck (f. 1944) er professor i sociologi ved universitetet i München og forfatter til en række bøger, som analyserer forholdene i det moderne samfund, bl.a. Gegengifte. Die organisierte Unverantwortlichkeit (1988), Die Erfindung des Politischen. Zu einer Theorie reflexiver Modernisierung (1994) og sammen med Elisabeth Beck-Gernsheim Das ganz normale Chaos der Liebe (1990).